Brev; For evigt

Min kære Rhea

Dette kan virke meningsløst, men hvis jeg ikke skriver til dig, så tror jeg, at jeg mister forstanden. Hvis det da er muligt, i mit tilfælde. Jeg måtte skrive, fordi jeg kom til at tænke på den aften, vi sad i kollegiebygningens have og kiggede på stjerner sammen. Kan du huske det? Under den store glaskuppel lignede det, at der intet var imellem os og rummet vi svævede i. Du beundrede de tårnhøje blå og lilla træer i haven og blomsterne i regnbuens farver. Du sagde, at de ikke lignede nogen af dem, du kender fra din hjemplanet og at græsset føltes underligt tørt og livløst. Men jeg husker mest dine dybblå øjne og følelsen af dine bløde læber mod mine. Og der sagde jeg det for første gang. At jeg elskede dig. Og jeg mente det. Men jeg vidste jo intet. I går blev jeg færdig med min afhandling. Alle andre var i højt humør, de beundrede mit værk, og ønskede mig tillykke. De sagde, at det var bedre end noget andet de havde læst, og at jeg ville; sende chokbølger gennem den videnskabelige sfære! Det er så svært at trykke deres hænder og sige tak, når jeg dårligt kan udstå synet af dem. Det er ikke deres skyld, jeg misunder blot deres kød og blod. Sådan har det været lige siden jeg fik det at vide. At jeg var anderledes. Jeg skammer mig over det nu, Rhea, men den dag blev jeg så edderspændt rasende, at jeg smed udstyr igennem laboratoriet så det knuste, og slog min hånd ind i væggen til knoerne blødte. Men bliv ikke bekymret for mit velvære. Den smerte jeg følte var ikke engang var smerte. Det er nuller og ettaller, der fortæller mig, at nu gør det ondt. Mit blod er ikke levende som dit, det er en kunstig væske. Jeg registrerer, jeg ved, men føler ikke som du. Funktionen kan slukkes når som helst, men de siger, at det er vigtigt, så jeg ikke gør skade på mig selv. Jeg er for dyr til, at jeg må gå i stykker. ,,Det er en af de mest avancerede computere i galaksen,” sagde de om min hjerne. Min hjerne! Jeg troede ikke på dem, de måtte jo være sindssyge, hver og en. Eller også var det en grum spøg. Eller måske endda et forsøg på at gøre selve mig sindssyg. Men nej, de viste mig det på skærmen. Alle mine tanker, mit sind og mine følelser, altsammen ligger på en harddisk. Det er altsammen lige så dødt og mekanisk, som den computer jeg sidder og taster mine ord på lige nu. Alle mine akademiske præstationer er endda kunstige, udregninger af en maskine, min intelligens er ikke min egen. Mine tanker er dataoverførsel. Åh, hvis jeg bare er en computer, hvorfor fik jeg ikke lov til at forblive en!? Hvorfor skal jeg absolut være bevidst om mig selv!? Det var først, da jeg startede på Universitetet, at mine minder faktisk blev virkelige. At jeg gik blandt andre, og huskede ting der faktisk var sket, alt andet før det, er også kunstigt. Nu husker jeg det ikke mere, for det forekommer mig ligegyldigt. Jeg husker kun, alt hvad du fortalte om jorden. Om hvordan du savnede følelsen af den massive planet frem for det svævende rumskib, der havde flere bygninger end natur. Jeg husker også, at du elskede mig. Men Rhea, jeg eksisterer jo næsten ikke, jeg er blot et objekt. Kan du også elske en motionscykel? Eller en 3d-printer? Din godhed overfor andre faldt dig naturligt. Min empati er kunstig, en funktion til at forøge min viden om “menneskelighed”. Noget jeg åbenbart ikke har. Hvordan kan du elske et objekt, der ikke engang kan føle? Selv dyr kan elskes mere end jeg kan. Man kan ikke elske ikke-levende ting, det har jeg læst, det er en falsk kærlighed. Ægte kærlighed er til levende organismer, og det er jeg ikke. Men jeg er heller ikke død. Gid jeg var. Jeg har overvejet det. Bare at stikke hovedet ned i et bad med syre, der vil opløse mine kredsløb. Men hvad så? Så er jeg i stykker og kan ikke fikses. Det betyder ikke jeg er død. Vil jeg så stoppe med at være bevidst? Er bevidstløshed døden? Mange mennesker mister bevidstheden og får den igen. Jeg er bange for, at det vil ske for mig, at jeg er uforgængelig. At de vil reparere mig. Vække mig til et kunstigt liv igen. Måske vil jeg aldrig kunne slippe bevidstheden. Og alligevel, selvom jeg prøvede på at dø, så er jeg stadig bange for, ikke at se dig igen. Åh hvor jeg hader, at jeg nogensinde blev skabt. Skabt til at tænke som dig og de andre, men ikke være som jer. Til at gå, tale, stå og sidde i blandt jer, men ikke leve iblandt jer. Alligevel, tror jeg aldrig, at jeg havde opdaget det, altså at jeg ikke var et menneske, hvis ikke de havde fortalt mig det. Det eneste menneske jeg følte var anderledes end mig selv,
var dig. Du var fuld af liv, du nød de simple ting og du værdsatte hvert øjeblik, så godt du kunne. Du hev mig ud af biblioteket, ind i haven og viste mig, at blot det, at eksistere ved sin elskedes side er lykken. Ude i haven sad vi, som de eneste og beundrede galaksens skønhed over os. Alle andre lå på græsset og læste skrifter på deres små skærme, da der ikke var ledige siddepladser indenfor. Nogen gange sætter jeg mig ud i haven igen, for at mindes dig. Men det er så utåleligt, at se alle de andre studerende. På trods af jeg intet hjerte har, så føler jeg smerte i mit bryst ved dit savn. Engang sagde du, at jeg var din anden halvdel, vi var en sjæl i to kroppe. Men jeg kan umuligt have en sjæl. Det kan endda diskuteres om jeg overhovedet har en krop. Længe har jeg begrædt dette faktum. At jeg hverken er levende eller død, at min empati og intelligens er kunstig, at jeg blot er et objekt der kan masseproduceres. Men Rhea, det er intet i sammenligning, med hvad der virkelig tynger mig. Hvad der virkelig truer med, at gøre mig vanvittig. Først ville jeg slet ikke lytte, da de prøvede at forklare mig, at du ikke kom tilbage. At du var en fejl i programmeringen, at de havde fjernet det meste og nok skulle finde en måde at reparere resten af min “hjerne” på. De sagde, at du var så altomfattende, at du havde påvirket det meste af mit styresystem, og det ville tage tid at finde ud af, hvordan man kunne fjerne dig helt. Men de forstår intet. Hvor end jeg er, i hvilken galakse, på hvilket rumskib, så er der ingen mennesker som dig. Ingen har din glød, ingen andre danser eller synger som du. De elsker ikke, som du kan. Derfor, imod alt logik og fornuft, har jeg valgt, ikke at tro på de forskere der skabte mig. Du er ikke en fejl. Og hvor end du er, så vil jeg finde dig, om jeg så skal rejse hele universet rundt. Jeg er ikke organisk, min tid løber ikke så nemt fra mig. Men måske gør din.

Din for evigt
Phynix

Brev; Før og Nu

Kære Phobos

Det er lang tid siden vi delte seng. Lang tid siden jeg lå i dine stærke arme og indåndede duften af dig. Du var så tynd, dine muskler så fattige på fedt. Senet og knoglet hele vejen rundt.
Er du stadig tynd? Sulter du stadig dig selv sidst på måneden fordi pengene slipper op? Bruger du stadig alle dine penge på hash og lader tågen dæmpe dine sanser?
Jeg kan huske du sagde, at du ville stoppe, men det var svært. Da du flyttede væk fra byen, troede du, at du fik lagt afstand til pusherne og misbruget. Men du fandt dem hurtigt igen i dit nye lokalområde.
Du var aldrig god til selvkontrol. Hele dit sind var kaos. Var det derfor du blev så rasende, da du ikke kunne kontrollere mig? Da jeg nægtede at bøje mig for dine ord og forbande verden sammen med dig?
Du hadede alt. Gør du stadig det? Du holdt dig til de kriminelle, de udstødte, det lette bytte. Dem der var vant til folk som dig, så du faldt i et med tapetet.
Du holdt af ingen, men forsøgte blot at forme dem efter dit hoved. Du prøvede også med mig, men jeg flød ud i dine hænder. En uformelig, ustyrlig masse, for varm til at håndteres af dine blåfrosne fingre. Alle dine led var stive af kulden. Så du knyttede smertefuldt hånden og slog til. Bankede løs for at sætte mig på plads.
Din hårdhed ødelagde det, du elskede ved mig. Sandheden er selvfølgelig, at du misundte det. Jeg tror faktisk ikke, at du elskede mig, jeg tror du ville besidde den kraft du så i mig, også selvom du ikke kunne definere den. Du forbliver en stor idiot.
Men du kan ikke suge blod af andre mennesker og forvente at indtage deres sind. Du kunne æde min hjerne og kun din mave ville blive mæt.
En anden sandhed er, at det du ønsker ikke kan opnås med tvang. Det skal gives frivilligt. Og jeg prøvede faktisk efter bedste evne at give lige præcis dette til dig. Men i dine hænder blev det til støv. Du blev rasende og krævede mere. Jeg kunne fodre dig med mit sind til jeg døde af det. Du ville stadig være tynd. Et evigt skelet.
På trods af alt, så har jeg ondt af dig. Jeg er ked af, at du har det så tragisk.
For mine sår vil hele. Folket strømmer til mig med friske bandager, varme hænder og gode råd. Alt hvad du ikke kunne modtage fra mig, giver jeg til andre nu, og de forbliver samlet omkring mig, som et læ mod snestorme og tordenskrald.
Du står alene på en øde bjergtop. Du kan hverken give eller modtage. Du tåler ikke dit indre kaos og du har ingen reel kontrol over verden udenfor. Fortæl mig ikke, at jeg lider mere end du gør. Vist var du stærk, og jeg tabte måske slaget, men ikke kampen. Jeg rejste mig igen, jeg står stærkere end før.
Gør du det?
Fortæl mig ikke, at jeg er den svage, når det er dig der går fra slagmarken, med mindre end da du kom.
Måske har du ønsket i de stille nattetimer, at du kunne dræbe mig. Og du begræder sikkert, at det kan du slet ikke. Jeg kan svækkes og undertrykkes, men jeg rejser mig altid igen.
Jeg er evig.

Agape