Flintholm st/~ genesis 1.4

Hans hvisken ryster min rygsøjle
slører linsen til nuets øje
Rejsen forsinket af skinnebrud
Muskeldyret har vovet sig ud
knuser sikre rammer til støv
Nu er det tid, vågn op

Drømmesfærens klistrede minder
slikker, sveder
støder, tænder,
skærer og gnider mine forrevne hænder
Fortidens forvrængede spektre
Ånder tungt i min krop

Hans vinger drypper af himmelens væde
ses i fortorvets fliser der sitre og glimter
lyset lever i hans hud
ridser mine mørke nerver
Min skal flækkes
og flyver væk i tynde flager

Hans næve knyttes om mit hjerte
spænder og slipper i rytmiske smerter
Det banker igen
det bløder endnu mere

Mørkets knuder, hvide af ild
brænder op ved lynets hast
giv nu slip
giv nu slip på det hjerte der brast

Mørkeby ~ lørdag aften

De salte måner kradser bagerst i halsen
efter flere måneder, er jeg endelig ankommet
munden åben, vidt gab, læben dirre
af spænding, af frygt, selve måden den strammes
tænder bider i den tørre hud
dine eller mine
det er ligemeget

Kom tættere på mig
helt ind bag mine knogler der knaser som støvler på grus
tag lettere på mig
stryg den sommerblege hud
mærk spøgelsesglansen flyde ud i dine fingre

du er så smuk at jeg griner
med blod i mine kinder

Mærk mit åndedræt mod din tunge
kan du smage mig nu?
Så har jeg ikke mistet den
stadig krydret med livet i behold
føles jeg som kød i bevægelse?
Så er lykken jo gjort
så mangler jeg intet

Mandag-/

Kød avler kød
giver stødet i mit skød
morgensolens skarlagensrød
før var du her
nu er du død

kvæg står i ildelugtende rækker
sindet svækker, bider, trækker
halsen kvæles, de afskrækker
dem der turde –
viljen strejker

galle og valle udover evighedens marker
skidt bliver til skidt, under negle
den sparker
lider og skriger, i spejle, og higer
– med vidtåbne øjne
et sandhedens blik
fostret af løgne i knivskarpe stik
de andre, de vælter, de tåger og smelter
i flammer fra jorden og skakbrikkers felter
krigen i helvede, således også på jorden
hans vilje så mægtig, hans ord sluger moren
hans hænder der sulter
efter vold og dødskulter
river sønnen til stumper af blodige klumper

jeg har set ham nøgen på bjergets top
danse under aftensolen inden månen stod op
stak sig i brystet, med knive, med glæde
de dybeste sår i den mørkeste væde
han råber i galskab, forlader sit liv
jeg besøgte hans grav
nu har jeg hans kniv

{/Kulden}

Iskolde hænder med blårøde knoer
mit kød kan ej varmes af brændende broer
frostbidte tæer og et hjerte af kul
jeg brændte det ned
nu er der et hul

Isvinter klamrer sig fast til min hud
sneflokke vrimler og tvinger mig ud
i gården til træet, hvor æbler spirer
min sang er forstummet
mine indvolde skriger

Novembers tætte mørke
den giftige sod
blandes i såret med mit frosne blod
iskolde årer
mine salte tårer
fryser til sten og lander i sneen

Under dynen venter jeg til sommer
på at blomster udspringer og varmen kommer
så sveden vil dryppe fra min solsultne hud
og jeg tør åbne døren og vove mig ud

Skønt sårene heles og arrene dækker
og hede stråler mit hjerte vækker
forsvinder ej mærker fra magtens vold
og hver eneste årstid forbliver jeg kold

-(Kold)-

Farver og rytmer i nattens gader
Følelsen der nu langsomt spreder
sig gennem knogler, blod og kød
og giver de døde kroppe stød

I røgen og pulver begraves fornuften
Al vilje er væk når du fristes af duften
af en indre ro der kun eksisterer
når hele din bevidsthed deaktiverer

Din krop er nær, men dit sind forsvinder
igennem alle huller og sprækker du finder
i fundamentet af din udmattede psyke
Ønsket om et øjebliks fred og lykke

Fyldt op til randen af had og smerte
med byrden af dit tunge hjerte
søgende efter en ny erstatning
efter andre legemers overnatning

Du famler blindt i byens liv
med andre menneskers tidsfordriv
De tågede lys der sjældent tændes
så intet mørke kan forblændes

Jeg ligger i natten hvor farver lyser
Hvor tårer falder når mine lemmer fryser
Du er ude i alt hvad mørket præstere
Har ikke nok i mig og leder altid efter mere

Sommerfugl

Sommerfuglen i efterårets krig
flagrer mellem døende blade
der skifter farve som menneskers lig
og gør de små børn glade

Du er forseglet af det matte glas
et skjold fra årene der gik
hård som brosten fra blågårds plads
ræd for dagen det endelig slår klik

skallen sprækker
du burde være fri
men noget trækker
ud af din eufori
lemmer ryger med
de sidder godt fast
alt hevet af led
da overfladen brast

nu flyver du om vinteren med skåret vinge
frosset fast på uvirkelighedens slebne klinge
om du er blændet af tårer eller vandrer i tåger
kan kun bedømmes af den vogter der våger
men hvem har nu fat i dit splittede sind
når ingen tør røre det flækkede skind

besættelsens tanker
på ruderne banker
i dine øjne
kun blinkende løgne
nu takker du nej
og smiler til mig

Jeg tror ikke helt at nogen forstår hvor langt væk du forsvandt og hvor svært det var at nå dig

Havnebyen

Langstrakte asfaltveje
solen går ned med os
mørket står op over byen
røgen hiver os med ind i tågen
sårene væsker
vi vikler os ind i gazebind

Drenge hopper på cyklens forhjul
til blodet pletter det hvide bomuld
fulde piger griner skingert til de falder
og slider deres knæ mod fundamentet

Du og jeg har fred på indkøbscenterets parkeringsplads
efter lukketid holder vi uden bil eller planer
Vores legeplads uden gummiunderlag

De andre skraber hvert hjørne af huden
imens jeg renser mine snit
Deres er et uheld, en risiko

jeg selv er et uheld
en risiko

Vi to drikker ferskenvin
og ryger smøger fra kiosker
Dækker os med plaster
køber e-vitamin og klorhexedin
I langærmede trøjer
sveder vi salte dråber
hele sommeren lang

bølgeskvulp der slår bag øjnene
presses tilbage af molens beton
søger ud gennem sår
til havet er stille