30 Januar 2019; – Narren

 

Jeg er ikke ensom. Jeg er dækket til af stemmer fra mine teknologiske vidundere. Melodierne har min ryg, podcasts snakker til mig, nogen andre derude, dem der sidder i højtalerne, de taler til mig, de er med mig. Folk går rundt på skærmen og smiler og nikker til mig, de vinker til mig, hilser på mig. Jeg er ikke ensom.
Jeg er ikke sulten, det kan godt være, at jeg æder og æder og æder og æder, men jeg er slet ikke sulten, jeg har overhovedet heller ikke lyst til at brække mig. Jeg har ikke feber, jeg sveder bare lagnet vådt, jeg har hverken feber eller kvalme.
Og jeg er på ingen måde ensom eller bange for noget. Det er der ingen af os der er, vi er slet ikke alene i verden, der er ingen af os der lider.
Ingen af os savner fortiden, ingen af os har brug for det klæbrige sammenhold mere, hverken fra den naive ungdoms “venner for livet” eller kærester, eller noget som helst. Vi er stærke, produktive individer. Vi er slet ikke bange for at blive voksne.
Jeg er kommet videre fra alt dårligt bag mig. Intet i min fortid definerer mig overhovedet, jeg er på toppen, jeg er helt blæst, jeg kan slet ikke mærke smerten mere, og jeg er slet ikke bange for at åbne op.
Det er der ingen af os der er. Vi er selvsikkerheden og selvværdets generation. Bare se os på billeder, bare se vores statusopdateringer, bare se hvad vi poster. Vi er pisse fucking lykkelige. Vi har ingen problemer.
Åh, altså, samfundet har jo problemer, samfundet skal jo fikses! Al den undertrykkelse og problematiske adfærd. Hvis du er undertrykt har du problemer. Men kun fordi du er undertrykt, hvis du er undertrykt, er du kun ulykkelig fordi du er undertrykt og det er kun dem der er undertrykt som dig, der forstår dig. Ingen andre forstår dig, alle de andre, undertrykkerne, de forstår jo ingenting. Intet som helst.
Nej, samfundet er fucked, jaja, det ved vi. Men vi, i os selv, bare som mennesker, som de standard, elendige grå eksistenser i det iskolde skandinavien. Vi har ingen problemer, vi har det ikke hårdt.
Og vi er ikke ensomme…
Vi drikker hele tiden, vi mangler intet. Vi er ikke afhængige af noget. Vi græder ikke når vi er alene. Vi fotryder ikke alt hvad vi gør, og vi er da lykkelige… i det yndige lykkelige lille land.

Jeg hader alt. Alting dør, vi forsvinder, jeg kan ikke se dig mere. Jeg hader alt. Jeg ville ønske verden stod i flammer. Jeg ville ønske alting forsvandt. Der er intet der hjælper…
Du er her ikke. Jeg kender ingen, jeg ser ingen, jeg forstår intet. Du er langt væk, eller tæt på, du er adskilt fra mig, du har mig ikke, jeg har ikke dig, vi ser ikke hinanden. Intet kan nå os. Jeg troede jeg kunne nå dig. Hvem end du er. Hvad end du er. Men jeg når intet. Jeg troede så meget. Jeg vidste så lidt. Nu ved jeg endnu mindre.

Nu sætter jeg altså en film på. Det er ikke fordi jeg savner selskab, eller vil glemme noget. Jeg skal bare slappe af. Jeg har altså ikke et behov, for at forvilde mig ind i andre verdener, af vold og kriminalitet og spænding, og sex og kærlighed… Jeg har ikke noget utilfredsstillet begær, hvis jeg havde det, så er der jo også en App for det. Så du skal ikke tro noget, du skal ikke tro jeg ikke har styr på alting, du skal ikke tro jeg er ufuldendt eller mangler noget.

Så lad mig dog for helvede være.
Jeg er pisse ligeglad med alting…

Trekroner station [03-13 januar 2019]

Jeg er tomrummet gemt nede under bunken af møj
Den plads der bliver, når alt andet dør væk og forsvinder

Alting er som det skal være
Intet er for meget
Intet er for lidt
Alle ting er i deres rette mængde,
på det rette tidspunkt,
i dette øjeblik.

Intet øjeblik er evigt. Og alligevel, er det kun øjeblikket, dette nu, der er konstant. Tingene vil tage nye former, men ikke ændre sig synderligt.

Livet leves i stormen. Jeg står på perronen og mærker godstoget køre forbi, imens jeg blot forsøger at trække vejret. Så længe jeg blot kan stå ved siden af, kan jeg sagtens ånde i sammenstødet.
Der er så mange der opgav at vente. Også selvom minutterne var få, indtil det næste tog ville ankomme. Det tog der ville tage os med videre. I stedet slog det luften ud af dem.
De kunne ikke udholde et eneste vindblæst, iskoldt, ubarmhjertigt øjeblik mere, på den forbandede Trekroner station. Jeg forstår dem skam godt. Når himlen er grå og der knap er læ i venterummet, bliver gode råd dyre. Du står alene og venter, folk du har set før står i klynger og plapre, ævler løs om alting og ingenting, det vigtige, det rigtige. Ensomheden er ganske usynlig, for dem der ikke kan se den i øjnene. Først når de kommer hjem, kan de mærke den. Så tænder de for netflix.
Men du kunne ikke bare vende blikket væk. Du prøvede at stirre ned i din smartphone, scrolle, scrolle, scrolle… lige lidt hjalp. Der fandtes lige så lidt nåde i teknologien, som i den evige talestrøm, der efterhånden føltes mindst lige så mekanisk.
Til sidst følte du slet ikke noget.

Et øjebliks stilhed, for dem der ikke kunne vente. En vejrtrækning og et stille suk, for dem der må vente alene.

Hvad skal jeg sige, når jeg går… 23/12-2018

Helvedes lange sorte fingre stryger sig over mine tørre læber. Lysten fra dybet, de glemte minder, de nærværende rifter, alt hvad der bløder og ødelægger lagnet. Pletterne kan ikke fjernes med koldt vand, de ligger som lyserøde skygger på din uskyld.
Ironisk nok bliver arrene hvide, men efterlader sorte huller. Ud af dem gror forvrængede fostre fra den mørkeste livmoder.
Jeg fødes oftest i natten og dør ved solopgang.
Hvis djævelen leder mig i fristelse, er han så ikke ansvarlig for hver eneste lyst der skriger i mig? Er det ikke ham, der sætter mit kød i bevægelse og ryster min grundvold? Hver eneste indskydelse må være fra dæmoners såkaldte onde tunger. De små kløer kravler op af min skoliose-ramte rygsøjle, mit indre skæve tårn på det flækkede fundament,

Lungerne løfter sig i et suk.

Velkommen til festen. Vi har pulver til venstre, piller til højre, ofre på dansegulvet eller sammensunket i hjørnerne. Forsyn dig selv med alt hvad du begærer. Punge, iphones, kød, knogler, blod og uskyld. Nattelivets krigszone er en undtagelsestilstand, den eneste dommer er den der slås bedre end dig.
Tag våben med.
Men vi skal stadig i byen igen. Jeg skal glemme alt, alt, alt hvad hverdagen presser ned i halsen på mig. Det skal skylles ned med vodka, det skal danses og svedes ud, kneppes væk, tæskes med overflod indtil kontoen er i underskud.
Fuck om vi brækker en kæbe, mister et øje, snittes i torsoen eller vågner flere år, plaget af vores ptsd-befængte mareridt. Fuck det hele. Jeg skal glemme mit liv, ellers kan jeg fandeme ikke leve videre.

Der er langt imellem de smukke øjne. De dybe blikke og deres fortryllende sødme. Øjeblikke hvor jeg søbes ind i lyserøde skyer der hvirvler rundt i min mavesæk, imens smilet hives helt af led. Farvede lys i det dunkle rum, der reflekteres i folks glimmer, palietter og titusind similisten. Det land hvor eventyret kommer fra.

Himmelen er muligvis lys og intet andet. Bløde vingeslag og harpespil, der hvor alle er nøgne, men ingen begærer. Der hvor ingen er alene, men ingen er sig selv. Ursuppen skinner som perlemor, der hvor alting ender og begynder igen.

Så hvad er dit næste skridt… hvorfor venter du?

Udenfor mit vindue sprænger fyrværkeriet stilheden. Ligesom sidste år.

December [9] /- Årene der gik

Loftets lyse træ havde knaster i. Mønstre jeg genkendte, spøgelsesfigurer der sagde godnat inden jeg lukkede øjnene.
,,Du kan ikke sove, fordi du ikke ligger dig og slapper af!” beklagede min mor, da samtalen endnu engang drejede sig om mine søvnløse nætter.
De sorte hovedtelefoner strammede om ørerne og trykkede ned mod puden når jeg lå på siden. Tonerne var fuld af mørke, den grå sørgmodighed, der lurede i kælderen. I mine dagdrømme var den bygget af sten med fugten sivende ned af væggene, men i det vågne liv var det der mit værelse lå. Ved siden af vaskerummet, så tørretumblerens summen rungede i mine ører.
Jeg sad bag døren, satte krogen fast så ingen kunne komme ind, og hamrede på tastaturet. Ord flød fra mine fingrespidser, som betændelse fra et sår, opkast fra munden, kys på kinden og tårernes usynlige strøm. En tunge der søger at smage sig selv i en andens mund.
Med kameraet tog jeg billeder af mine hænder, billeder af mine øjne. Prøvede at fange mit ansigt i blot et enkelt øjeblik, hvor jeg var “smuk”, sådan som man skulle være. Redte mit hår, så det var ordentligt, satte mit hår, så det sad ordentligt. På papiret tegnede jeg alfer og feer, skovens ukendte magi, som gemte sig bøgerne på hylden.

Billedet ændrede form. Håret blev farvet i alverdens giftige farver, klippede det i af i siderne og satte det i en høj hanekam. Piercinger, smykker, kæder, huller i tøjet, det rigtige tøj, det rigtige billede.
Folk skulle se mig, men lade mig være. De skulle ville mig, men holde sig væk. Forstå at jeg var ensom, men at jeg ville være alene. Jeg skulle stadig være smuk, men ikke sådan som man “skulle” være. På papiret tegnede jeg forvredne ansigter, ødelagte kroppe og abstrakte væsener.

Hvorfor? Alting ændrede sig. Alting ændrede sig så hurtigt. Så hurtigt, at det hele flyder sammen. Jeg kan ikke sætte ord eller dato på forandringen, og billederne… de fletter sig ind i hinanden, viser en gradvis evolution uden mening, uden retning. Som fossiler der afslører udviklingen, led efter led, efter led.
Og nu… nu ved jeg ikke hvor jeg er. Nostalgien hiver mig tilbage, men jeg er meget langt fra den teenage-pige. Det billede.
Jeg maler og maler, uden at kende det færdige billede, til mine vægge er en verden i sig selv. Først når jeg træder tilbage og ser på afstand, giver det mening.
Men jeg ved ikke hvad der venter sig, eller hvad der egentlig foregår nu.
Alt håret er barberet af, igen og igen og igen. Jeg har prøvet at pynte det, med længde, med farve. Men jeg kan bare ikke mere. Ikke nu.
Loftet er hvidt med sorte revner. Jeg ligger vågen i stilheden og drømmer. Nattemørket byder stadig mine ord velkommen, som en gammel ven der blot venter på mit besøg.

Tørre citroner – /November 25

Dystre beats ryster i mit grå hjerte. Sorgen fra fortiden snor sig om mine indvolde og vibrerer ved deres tyngende rytme. Hans stemme er ligeså trøstesløs, men lyrikken er ren mekanisk. Billede efter billede, gentagelsen af en replika af en kopi uden en original.
Hans kunst er et regnestykke. Piller + bitches + pistoler = rockstar/rapper/berømt for ingenting.
Så bizart at hører dem lagt sammen, musikken og ham. Men nu lytter jeg til de sombre toner, og de er ligeså ensidige og flade.
Er det ikke derfor de overdækker sig selv, med tatoveringer, alverdens farver hår, piercinger, “ice”… symboler der efterhånden mister betydning. Essensen dør, jo mere man prøver at holde symbolerne i live. For de er intet liv i sig selv. Der findes ingen næring i dem. Fastfood kunstnere der kan fortæres af den brede masse, de brede munde der hælder i sig som bundløse huller.
For en tid føles hullet fyldt, som om såret endelig er helet. Men kun for en tid. Så må man søge igen. Flere piller, nye bitches, større pistoler. En ny kendis, en ny sang, nye beats. Det der er noget andet, men ligner det gamle.

Mine tømmermænd er ved at æde min hjerne op. Smerten der følger en lang nats sorgløse druk. En tur i byen ligesom så mange andre. Vi holder os vågne så længe vi kan, drikker så meget vi kan hælde i os, i håbet om at det bliver sjovt eller vi får nogen med hjem. Bare en drink til, bare en dans til, bare endnu et one-night-stand. Presser citronen selvom den er knastør.

November 5th – Nihilistisk kaffe

Jeg er hende den grimme med brillerne, der sidder i vinduet og skriver i slatne notesbøger. Stanken af røgelse renser luften, bløde toner flækker stilheden i mit øre. Der er rum i mit bryst, en sommerfugl af vibrationer åbner sine støvede vinger. Jeg byder nattens mørket velkommen.
Kulden smyger sig op af ryggen fra den falmede væg. Mine brystvorter stivner, af kulde, af forskrækkelse, af nydelse. Isninger strammer mine blege bryster under hættetrøjen, men stearinlysets flamme brænder stødt. Der er intet ilden ikke kan smelte, brænde helt til grunden. Alt skal forsvinde i aske, i et med den kosmiske støv.
Jeg kan ikke se dig mere. Du forsvinder i mængden, silhouetten flyder ud i luften som en røgsky. Dampen fra vand der endelig er kogt, der endelig har fået nok. Nu er jeg skoldhed, klar til at puste vabler ind i huden, nærkontakt af tredje grad.
Hele verden skal glemme mig. Lade mig stå til jeg er lunken. Smid et brev i mig, hæld knuste bønner i mig, nyd en kop af aromatisk ulykke, tragisk latter, nihilisme og foragt for livet. Smagen er sagen og sandheden er løgn.
Dit ansigt er uskylden selv. Den jeg har mistet, den jeg ikke får igen. Men dine næver er den klinge der knækker min rygsøjle.
Hans øjne er støvede vinduer i et hjemsøgt hus. Bag dem hænger tykke spindelvæv fra sorte enker.
Mit hjerte banker i grønne spiraler og himlen falder blidt over mig.
Jeg giver mig hen, til tvivlen, til troen. For al den viden, jeg troede jeg ejede, har blot været en tro på andres ord. Så hvorfor ikke lytte til sjælens stemme? Mærke livet fuldendt, frem for at splitte verden ad og sætte forstørrelsesglas over de bittesmå dele, til de fylder alting.
Hun siger verden er som vi ser den, og jeg tror hun har ret. Men min mave snøres sammen ved tanken, om at hun ser den anderledes end mig, og aldrig vil forstå fuldt ud, hvilket univers jeg bærer indeni.

 

Fuck-fluids

For a moment in time
I might burst into stars
and vomit the milkyway unto the pavement
Cracks in the sidewalk filled with white shiny liquid
– I dare you to tell me to keep my mouth shut

The glass screen of everything
a silent dark mirror
buzzes and breaks as I press all the wrong buttons
or the right ones

Every orifice in my body, moist from drops of life
– I dare you to tell me to keep the all shut