December [9] /- Årene der gik

Loftets lyse træ havde knaster i. Mønstre jeg genkendte, spøgelsesfigurer der sagde godnat inden jeg lukkede øjnene.
,,Du kan ikke sove, fordi du ikke ligger dig og slapper af!” sagde min mor irriteret, da samtalen endnu engang drejede sig om mine søvnløse nætter.
De sorte hovedtelefoner strammede om ørerne og trykkede ned mod puden når jeg lå siden. Tonerne var fuld af mørke, den grå sørgmodighed, der lurede i kælderen. I mine dagdrømme var den bygget af sten med fugten sivende ned af væggene, men i det vågne liv var det der mit værelse lå. Ved siden af vaskerummet, så tørretumblerens summen rungede i mine ører.
Jeg sad bag døren, satte krogen fast så ingen kunne komme ind, og hamrede på tastaturet. Ord flød fra mine fingrespidser, som betændelse fra et sår, opkast fra munden, kys på kinden og tårernes usynlige strøm. En tunge der søger at smage sig selv i en andens mund.
Med kameraet tog jeg billeder af mine hænder, billeder af mine øjne. Prøvede at fange mit ansigt i blot et enkelt øjeblik, hvor jeg var “smuk”, sådan som man skulle være. Redte mit hår, så det var ordentligt, satte mit hår, så det sad ordentligt. På papiret tegnede jeg alfer og feer, skovens ukendte magi, som gemte sig bøgerne på hylden.

Billedet ændrede form. Håret blev farvet i alverdens giftige farver, klippede det i af i siderne og satte det i en høj hanekam. Piercinger, smykker, kæder, huller i tøjet, det rigtige tøj, det rigtige billede.
Folk skulle se mig, men lade mig være. De skulle ville mig, men holde sig væk. Forstå at jeg var ensom, men at jeg ville være alene. Jeg skulle stadig være smuk, men ikke sådan som man “skulle” være. På papiret tegnede jeg forvredne ansigter, ødelagte kroppe og abstrakte væsener.

Hvorfor? Alting ændrede sig. Alting ændrede sig så hurtigt. Så hurtigt, at det hele flyder sammen. Jeg kan ikke sætte ord eller dato på forandringen, og billederne… de fletter sig ind i hinanden, viser en gradvis evolution uden mening, uden retning. Som fossiler der afslører udviklingen, led efter led, efter led.
Og nu… nu ved jeg ikke hvor jeg er. Nostalgien hiver mig tilbage, men jeg er meget langt fra den teenage-pige. Det billede.
Jeg maler og maler, uden at kende det færdige billede, til mine vægge er en verden i sig selv. Først når jeg træder tilbage og ser på afstand, giver det mening.
Men jeg ved ikke hvad der venter sig, eller hvad der egentlig foregår nu.
Alt håret er barberet af, igen og igen og igen. Jeg har prøvet at pynte det, med længde, med farve. Men jeg kan bare ikke mere. Ikke nu.
Loftet er hvidt med sorte revner. Jeg ligger vågen i stilheden og drømmer. Nattemørket byder stadig mine ord velkommen, som en gammel ven der blot venter på mit besøg.

Tørre citroner – /November 25

Dystre beats ryster i mit grå hjerte. Sorgen fra fortiden snor sig om mine indvolde og vibrerer ved deres tyngende rytme. Hans stemme er ligeså trøstesløs, men lyrikken er ren mekanisk. Billede efter billede, gentagelsen af en replika af en kopi uden en original.
Hans kunst er et regnestykke. Piller + bitches + pistoler = rockstar/rapper/berømt for ingenting.
Så bizart at hører dem lagt sammen, musikken og ham. Men nu lytter jeg til de sombre toner, og de er ligeså ensidige og flade.
Er det ikke derfor de overdækker sig selv, med tatoveringer, alverdens farver hår, piercinger, “ice”… symboler der efterhånden mister betydning. Essensen dør, jo mere man prøver at holde symbolerne i live. For de er intet liv i sig selv. Der findes ingen næring i dem. Fastfood kunstnere der kan fortæres af den brede masse, de brede munde der hælder i sig som bundløse huller.
For en tid føles hullet fyldt, som om såret endelig er helet. Men kun for en tid. Så må man søge igen. Flere piller, nye bitches, større pistoler. En ny kendis, en ny sang, nye beats. Det der er noget andet, men ligner det gamle.

Mine tømmermænd er ved at æde min hjerne op. Smerten der følger en lang nats sorgløse druk. En tur i byen ligesom så mange andre. Vi holder os vågne så længe vi kan, drikker så meget vi kan hælde i os, i håbet om at det bliver sjovt eller vi får nogen med hjem. Bare en drink til, bare en dans til, bare endnu et one-night-stand. Presser citronen selvom den er knastør.

November 5th – Nihilistisk kaffe

Jeg er hende den grimme med brillerne, der sidder i vinduet og skriver i slatne notesbøger. Stanken af røgelse renser luften, bløde toner flækker stilheden i mit øre. Der er rum i mit bryst, en sommerfugl af vibrationer åbner sine støvede vinger. Jeg byder nattens mørket velkommen.
Kulden smyger sig op af ryggen fra den falmede væg. Mine brystvorter stivner, af kulde, af forskrækkelse, af nydelse. Isninger strammer mine blege bryster under hættetrøjen, men stearinlysets flamme brænder stødt. Der er intet ilden ikke kan smelte, brænde helt til grunden. Alt skal forsvinde i aske, i et med den kosmiske støv.
Jeg kan ikke se dig mere. Du forsvinder i mængden, silhouetten flyder ud i luften som en røgsky. Dampen fra vand der endelig er kogt, der endelig har fået nok. Nu er jeg skoldhed, klar til at puste vabler ind i huden, nærkontakt af tredje grad.
Hele verden skal glemme mig. Lade mig stå til jeg er lunken. Smid et brev i mig, hæld knuste bønner i mig, nyd en kop af aromatisk ulykke, tragisk latter, nihilisme og foragt for livet. Smagen er sagen og sandheden er løgn.
Dit ansigt er uskylden selv. Den jeg har mistet, den jeg ikke får igen. Men dine næver er den klinge der knækker min rygsøjle.
Hans øjne er støvede vinduer i et hjemsøgt hus. Bag dem hænger tykke spindelvæv fra sorte enker.
Mit hjerte banker i grønne spiraler og himlen falder blidt over mig.
Jeg giver mig hen, til tvivlen, til troen. For al den viden, jeg troede jeg ejede, har blot været en tro på andres ord. Så hvorfor ikke lytte til sjælens stemme? Mærke livet fuldendt, frem for at splitte verden ad og sætte forstørrelsesglas over de bittesmå dele, til de fylder alting.
Hun siger verden er som vi ser den, og jeg tror hun har ret. Men min mave snøres sammen ved tanken, om at hun ser den anderledes end mig, og aldrig vil forstå fuldt ud, hvilket univers jeg bærer indeni.

 

Bodega venner ~ Søndag aften

Han sætter øllen fra sig på det fedtede bord
Øjnene vælder af ælde
hænger søvnigt i låg af sten

han sagde engang, at han fandt kærligheden
og før det var alting ligegyldigt

ordene stak mig i brystet
og jeg grinte igennem smerten
han forstår intet, tænkte jeg

nu efteråret er kommet
skægget klæber sig fast til huden
slører ansigtets farve
krumrygget under vægten af tykke bøger
jeg asker smøgen
mit hjerte synker
han drikker videre
“Er alting så ligegyligt igen?”
han ryster på hovedet
han ved det ikke mere

min hud er arret
af ungdommens hårde slid
blodet fra en revnet hinde
de kvalte skrig i natten
“Du er stadig ung.”
jeg griner igen
han ved det ikke
ingen ved det

“Du er ung og smuk,
du skal nok finde nogen.”
jeg ryster på hovedet
dette er den tredje nat
mit kranie er fuld af bumser
lungerne tigger og beder om luft
alt i mig skriger

“Jeg har aldrig elsket,
jeg kan ikke.”
de tunge låg løfter sig
med faderlige ord forsøger han at lindre
jeg griner med øllets røde kinder
han forstår det ikke
at jeg er ligeglad

,,Ingen mening,
intet ansvar,
ingen bekymringer… ”
han blinker uroligt
den varme hånd klemmer min skulder
“… men jeg tror også på Gud.”
vores luft fyldes med latter
morgenlyset svæver  ind af støvede bodega vinduer
danser yndigt i røgen
jeg ånder

Fuck-fluids

For a moment in time
I might burst into stars
and vomit the milkyway unto the pavement
Cracks in the sidewalk filled with white shiny liquid
– I dare you to tell me to keep my mouth shut

The glass screen of everything
a silent dark mirror
buzzes and breaks as I press all the wrong buttons
or the right ones

Every orifice in my body, moist from drops of life
– I dare you to tell me to keep the all shut

Parenting

My mother taught me to be fair
But never what to do
When others had not learned this lesson
And lived by different rules

As I fell into their hands
With no shield but my skin
I never had the chance
To run or to win

So I take lessons from my father
Of sick hatred and anger
With his violence inside me
The whole world is in danger